Henny
Harald Hansen købte den farve-strålende kvinde-dragt i det
nordlige Irak i 1957. Ved festlige lejligheder kan man stadig se
kurdiske kvinder i sådanne dragter.
Samme dragt til hverdag
og fest Den gifte landsby-kvinde gik hver dag klædt, som om hun
skulle til fest. I marken, i
køkken-haven
og ved bage-bordet var
kvinderne klædt i silke og broderede stoffer. De havde smykker
om halsen og i deres hovedtøj. De malede deres øjne med kohl for
at gøre sig smukke.
Der var ingen særlig dragt til fest. En
festdragt var en ny dragt. Dragten blev brugt, til den var slidt
op. Dragterne blev sjældent vasket – måske aldrig. Broderede
stoffer med metal-tråd tåler dårligt vask. Tøjet blev lappet og
repareret, til det ikke duede mere. Man fik især nyt tøj ved
festlige lejligheder, f.eks. ramadan.
Kvinderne i landsbyen bar sjældent slør.
Alle kendte hinanden, mange var i familie med hinanden. Der kom
kun sjældent fremmede. Derfor behøvede kvinderne ikke skjule
sig. Kun når de tog til den større by.
Frie landsby-kvinder med
hårdt arbejde Landsby-kvinder havde større frihed end by-kvinder. I byen
levede kvinderne blandt mange fremmede mænd. Derfor måtte de
ofte skjule deres ansigt og krop. Til gengæld arbejdede
kvinderne i landsbyerne hårdt.
De var oppe ved fire-fem tiden om morgenen
for at hente vand og brænde. De tændte ild til det
første måltid. De bagte brød, lavede mad, vaskede op,
passede børn og meget mere.
Først langt ud på aftenen kunne kvinderne i
huset selv gå til ro. De sov som regel i det samme tøj, som de
gik i om dagen. Kvinderne i huset hjalp hinanden. I velhavende
hjem var der tjenestepiger til at klare det hårde arbejde.
Den kurdiske kvinde-dragt består af
mange forskellige dele - posebukser,
kjole, vest eller trøje,
kaftan, turban, broderede tøfler og mange slags tørklæder. Alt i
klare farver og fine stoffer.
