Islam på Nationalmuseet

Vugge med afløb

Den kurdiske baby behøvede ikke gøre sig våd om natten. Tisset løb nemlig ud gennem et hul i bunden af vuggen.


Ingen bleer
Denne vugge blev i 1957 købt af en kurdisk familie i det nordlige Irak. Dengang var der ikke noget, der hed Pampers. Det var heller ikke nødvendigt.

Der er hul i bunden af vuggen og i madrassen. I hullet sidder et lille rør, som man spænder fast til babyen. Et rør er til drenge og et er til piger. Når babyen tissede, løb det ud på jorden eller ned i en potte.

Barnet var spændt fast til vuggen med tykke bælter, som holdt det på plads. Mange babyer blev også viklet ind i lange tøj-strimler. De holdt armene ind til siden og benene sammen. Forældrene sagde, at det gjorde babyer rolige at blive ”svøbt” på den måde.
 

Vuggen var bærbar
Man kunne løfte vuggen op og bære den rundt i huset. Så var moderen hele tiden i nærheden af barnet. Der var ikke noget særligt soveværelse eller spisestue i et kurdisk hjem.

Der var kun få møbler, og det meste foregik på gulvet. Her spiste man på en stor måtte, der blev rullet ud, og her sov man også. Om aftenen blev madrasser og tæpper rullet ud. Om morgenen blev de pakket sammen igen og lagt langs væggen.
 

Børn hjalp til
Når det lille barn var for stort til vuggen, sov det der, hvor det faldt i søvn. Børn begyndte at hjælpe til i huset, fra de var ganske små.

Når de var tre år, kunne de rulle dej ud til flade brød. Eller de kunne vifte fluer væk fra maden og høste grøntsager i haven.

Når piger blev lidt større, passede de små søskende. Hvis familien havde råd, kom børnene i skole – først og fremmest drengene. I større byer gik både piger og drenge i skole.

Hør Henny Harald Hansen fortælle om børneliv i Mellemøsten 1957

Download teksten: