Et
mellemøstligt måltid består af mange små og store retter, der
sættes frem på bordet samtidig. Man kan prøve sig frem med en
eller flere af retterne.
Opskrifterne er beregnet til 6-8 personer. De fleste af tingene
kan købes i indvandrer-butikker.

Forretter og salater
Hommus – en klassisk, mellemøstlig
dip af kikærter og tahini: sesampasta. Obs: udblødte kikærter
svulmer op til det dobbelte.
150 g kikærter, der har ligget i blød natten over, 3 spsk. tahini,
en citron, vand, koriander, salt, hvidløg. Kikærterne koges ca.
en time med salt ved lavt blus – fjern skummet, når de kommer i
kog. De afkøles lidt og blendes med citronsaft og så meget vand,
at det bliver en lind masse. Massen røres med tahini og smages
til med koriander og salt, samt evt. hvidløg. Der kan også
bruges spidskommen. Tilsæt evt. mere vand. Pyntes med
olivenolie, sorte oliven og persilleblade. Spises med brød.

Tabouleh – salat med hvedekerner
eller bulgur.
400 g kogte hvedekerner eller kogt bulgur, 5 store, hakkede
tomater, ½-1 hakket løg, et stort bundt bredbladet persille
(hakket), et bundt hakket mynte, saft af 1-2 citroner, 1 dl
olivenolie, salt og peber. Blandes og smages til med salt og
peber, evt. mere olie.
Fatush – salat med ristet brød
(samme type som tabouleh)
2 stykker ristet toastbrød (eller andet brød) i tern, 1 hakket
skalotteløg, 3 tomater, 1 agurk (eller salat-hjerte), to spsk.
hakket persille, 2 spsk. hakket mynte, 1 citron (saften), 2 spsk.
olivenolie, salt og peber. Det hele blandes og smages til – det
ristede brød kommes i til sidst, så det ikke bliver for blødt.
Yogurth-suppe
1½ l bouillon, 70 g ris, 3 spsk. smør, 1 spsk. mel, ½ l
yogurth, 2 æggeblommer.
Bouillonen koges op, ris og smør kommes i. Koger langsomt til
risene er møre. Yogurth, mel og æggeblommer blandes i en skål og
røres forsigtigt sammen med suppen. Den varmes igennem ca. 10
minutter, mens man rører. Suppen smages til med salt og peber og
kan evt. pyntes med smeltet smør og tørret mynte.
Retter med kød
Persisk bondegryde
3 auberginer, 3 løg, 750 g hakket oksekød, 7-8 store
tomater, ½ l yogurth, 1 lille ds tomatpure, hvidløg, salt, ½-1
tsk muskatnød, det samme af kanel og paprika.
Auberginerne skæres i skiver og steges i olie. De suger meget
fedtstof og kan evt. koges op i vand først. Lægges i et ildfast
fad. Løgene steges først, kødet vendes i og steges med. Krydres
med salt, paprika, kanel og muskatnød. 1 ds. tomatpure
tilsættes. Kød og løg-blandingen og auberginerne blandes i fadet
og dækkes med skivede tomater, der drysses med lidt salt. Bages
i ovnen v. 200 grader i ca ½ time, til tomaterne er møre. Inden
servering hældes yogurth over retten. Spises med brød og grøn
salat.
Kylling med figner og citron
12 kyllingelår, 2 citroner, ½ dl farin, ½ dl hvid
balsamico-eddike, ½ dl vand, 6 friske figner, persille.
Fignerne kan udelades, hvis det ikke er sæson for dem. De kan
evt. erstattes med skivede porrer.
Farin, eddike og vand røres sammen. Kyllingelår, citroner og
figner i både lægges i et ildfast fad, overhældes med blandingen
og bages ca. 1 time v. 200 grader. Drysses med persille.
Download teksten:
